BIOBYG Byggesæt er et helt unikt koncept som kan kræve lidt forklaring og forventningsafstemning. Konceptet tilbyder kompromisløs kvalitet og et spændende udtryk. Men vi tillader også mange flere ”fejl”, unøjagtigheder og naturligheder end en gennemsnitlig moderne forbruger forventer. Den følgende forklaring og forventningsafstemning er delt i 5 dele: materialet, æstetikken, økonomi, gør det selv og praktiske råd.
Lufttørret eg som byggemateriale
Alle vores byggesæt er lavet i lufttørret egetræ. Produkterne er til udendørsbrug (herunder også drivhuse, udestuer, hytter osv.) men bør ikke placeres i konstant opvarmede rum. Lufttørret egetræ har fra naturens side stor styrke og meget lang levetid uden nogen former for behandling (oliering, maling osv.). Ønsker man naturlig holdbarhed er BIOBYG Byggesæt kompromisløs kvalitet.
Æstetik – lidt mere levende
BIOBYG Byggesæt efterstræber et charmerende naturligt udtryk. Skævheder, marvsprækker, knaster, spor efter borebiller, unøjagtigheder osv. er derfor ikke fejl men en naturlig del af produktet. Konstruktionerne i BIOBYGs byggesæt er designet til at holde i 15 – 20 – 25 år og det er en del af udtrykket. Byggesæt kan skilles ad og repareres. Sammen med den lange levetid skaber dette et alternativ til brug-og-smid-væk-kulturen. BIOBYGs slogan er lidt mere levende og det er det udtryk vi efterstræber og tilbyder.
Attraktive byggesæt priser
Egetræ er meget dyrt i indkøb. Det er derfor helt nødvendigt at skrue på alle knapper hvis ikke prisen på det færdige produkt skal stikke af. Én af knapperne er at tilbyde produkterne som byggesæt. Det gør pakning og fragt billigere men først og fremmest så sparer selvbyggerne de udgifter (og moms) der ellers er forbundet med at bygge produkterne. Det er ca. halvdelen af produktets pris.
Gør det selv
Byggesæt er både nemt og sundt for sjælen. Byggesæt minimerer planlægning, indkøb og spild – man rykker direkte til start, og samtidigt er det et privilegie at arbejde i egetræ. Det er duften, tyngden, styrken – det er svært at forklare. Man bliver aldrig træt af at arbejde i egetræ. Man kan lure sværhedsgraden ved at kigge i de relevante byggevejledninger.
Praktiske råd og oplysninger
BIOBYGs produkter er skabt til at stå ude hele året. Man kan godt sætte den under halvtag eller i skuret om vinteren men man må ikke sætte dem i en opvarmet kælder. Hvis træet bliver for tørt, bliver samlingerne for løse. Al egetræ bliver med tiden sølvgråt. Også de sorte eller brune pletter. Når træ står ude får de vandrette flader med tiden en sort ”hinde”. Derfor kan man med fordel, hver andet eller tredje år, pudse sit egetræ med sandpapir korn 80 – 120. Det er den eneste vedligeholdelse vi anbefaler. Hvis man ønsker at egetræet skal have et andet udtryk end sølvgråt kan det males. Man kan bruge alle former for pigmenteres træbeskyttelse eller maling – egetræet tager ikke skade.